Fantask og CPH Comics

Sikken en uge set med tegneseriebriller! - Først var der den sørgelige besked fra tegneseriebutikken Fantask, om at de havde givet op og i nær fremtid ville dreje nøglen om. Lukke og slukke. 
Her skal man huske på, at Fantask ikke bare er en tegneseriebutik, men nærmere et tegneserie-mekka for tegneserie-nørder. Siden starten af halvfjerdserne har den ligget der på hjørnet af Sankt Peders Gade og Teglgårdsstræde i det indre København, og været videnscenter og specialbutik for alverdens tegneserier, udenlandske og danske. 
Beskeden om lukningen startede nærmest en lavine af tilkendegivelser på de sociale medier, og da Benjamin Herbst, det prægtige menneske, så startede en støtteindsamling, så gik det nærmest amok, og på ingen tid kom der over 500.000,- ind. Så kan vi håbe på, at det er nok til at Fantask kan fortsætte, og at al opmærksomheden kan være medvirkende til at folk genfinder interessen for tegneserie-mediet og begynder at købe blade, bøger og albums igen.

I weekenden er det så Copenhagen Comics, i Øsknehallen, der vil sprede opmærksomhed om mediet. De vil jo gerne have mange besøgende, og mon ikke Fantask-historien kan være med til, at der kommer endnu flere besøgende? - Det er i hvert fald et skønt arrangement, og alle, der er nysgerrige bør lægge vejen forbi. Hvis ikke for at købe noget, så for at snuse til entusiasmen, fantasien og kunsten.
I kan som nævnt i besøge mig på Tegneserieskabernes stand, hvor jeg vil sælge signerede udgaver af Scrapbogen og forære gratis Nannas Drøm postkort væk (Det gør jeg i anledning af at Fahrenheit, har udgivet den som e-bog). Det er på lørdag fra kl. 10 - 12. Min kunst vil være repræsenteret i Comicgardens stand, hvor der vil være indrammede Nannas Drøm originalsider til salg, og også et par Thomas & Tim cel setups med originale baggrunde fra den gamle animationsserie.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Fra Jylland til København i 1700 tallet

Mere inspiration

Mysteriet om Gertrud Bodenhoff